Denne uge skrev jeg følgende debatindlæg til Dagbladet, som blev bragt 20. marts 2019:
“For nyligt udtalte uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers meget sympatisk til Dagbladet at studerende skal vælge uddannelse med ”passion”, og ”ikke ud fra jobstatistik eller andre menneskers forventninger” (9. marts 2019). Jeg er rørende enig med Ministeren, men det tror jeg hverken hans eget embedsværk, eller hans politiske forgængere fra rød og blå blok er.
De har nemlig de sidste år bygget et system på antagelser om hvad samfundet har brug for, fremfor hvad individet har lyst til. Et system som bruger (gammel) jobstatistik til at tvinge studerende ud i den ene frem for den anden uddannelse. Dette blev hamret fast med syvtommerssøm da den ledighedsbaserede dimensionering af videregående uddannelser blev iværksat i efteråret 2015.
Ideen med dimensionering var at sætte loft på optagelsen til en lang række uddannelser, baseret på historiske ledighedstal. Som i det gamle Sovjet, fik universiteter kvoter fra ministeriet som skulle overholdes. Men grundlæggende baserer hele dimensioneringstanken sig på to helt banale fejlagtige antagelser.
Den første fejl er at man i ministeriet antager at en studerende ender med at benytte sin uddannelse, direkte, i både sit første job, og resten af arbejdslivet. Dette er sjældent tilfældet. For det første ender dimittender i alle mulige forskellige jobs rundt omkring i det private og det offentlige, som nogle gange relaterer sig direkte, andre gange kun indirekte, eller ikke i det hele taget, til den uddannelse de har valgt. Sådan er det i et frit og åbent arbejdsmarked. For det andet vil den gennemsnitlige dimittend i dag blive på arbejdsmarkedet i 45-55 år. I den tid vil det være helt normalt at skifte både arbejdsgiver og funktion mange gange. Høj eller lav efterspørgsel efter ens uddannelse lige præcis i dag behøver man derfor ikke gå så meget op i.
Den anden fejl er at man antager at kunne forudse hvad arbejdsmarkedet har brug for i fremtiden, ud fra jobstatistik fra fortiden. Det luget lidt for meget af planlægningsøkonomi. Optagelseskvoter på bachelor i dag, og dermed hvilke dimittender skal udklækkes som kandidater tidligst i 2024, baseres på arbejdsløshedstal fra 2005 til 2014. Man benytter altså op til 15 år gamle tal til at detailplanlægge ”dimittendproduktionen” mindst 5 år frem i tiden. En 20-25 års planlægningshorisont. Sandheden er at hverken politikkere, embedsmænd, eller universitetsledelser, har en jordisk chance for at forudse hvordan samfund, teknologi, og det danske arbejdsmarked ser ud mange år ud i fremtiden.
Dimensioneringen er en ommer…”
